Sommeren går på hæld, og når man som jeg ferierer under hjemlige himmelstrøg, kan man næppe undgå at bemærke de livstrætte horder af børneforældre, der hutler sig fra isbod til minigolfanlæg med hylende unger og mugne svigermødre på slæb.
Sommerferier kan være lidt af en prøvelse for samspilsramte nutidsfamilier, og bag det håndkolorerede postkort af rapsmarker og stråtækte præstegårde gemmer der sig altid et skimlet sommerhus og tre ugers lavtryk med migræne og lunken rosé på bunden.








