Hvor er kunsten på vej hen? Man forestiller sig kunstkritikeren og kunsthistorikeren på jagt efter tendenser i kunsten, som en trøffelgris, der graver i jorden, eller som en hund, der jager sin egen hale. Tænk, hvis man lige kunne formulere en ny isme. Hvis man blot kunne ryste samtiden og æstetikken sammen til en smagfuld cocktail, der i et berusende svirp med oliven på pind ville give mening og svare på spørgsmålet.
Sandheden er, at kunsten ikke aner, i hvilken retning den bevæger sig: at kunstnerne ikke går i samlet trop mod det samme mål, og at kunsten ikke møder nogen egentlig forventning om en samlet eller samlende tendens. Og det er – vil man sige i jagten på billige point – måske nok den største tendens. At der ingen samlet tendens er. Men så uambitiøs må ingen vel være.
