Det begyndte som en god morgen. Min datter havde haft tid til at færdiggøre kreative projekter, og min søn havde haft tid til at lege med sine Playmobil-mænd. Jeg selv havde haft tid til at lave kaffe i fred og ro, kigge ud i haven og betragte en sky.

Pludselig var det en dårlig morgen. Først græd den ene, så den anden, og jeg reagerede ikke hensigtsmæssigt, jeg skældte ud. Og det på trods af, at jeg lige havde læst i nærværende avis, at skældud er FARLIGT. Faktisk næsten ligesom at slå. Det tror jeg ikke på, men det nagede mig naturligvis alligevel. Tvivlen. Tanken om, at jeg var en dårlig mor.