0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Christian Graugaard: Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser Trumps tweets om transpersoner

Charlie Chaplins ’Diktatoren’ har fået en dramatisk overhaling på Nørrebro Teater. Og en menneskealder efter filmens premiere lurer despotens retorik endnu. Ikke mindst i forhold til seksuelle minoriteter, skriver Christian Graugaard i Sexklummen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Evan Vucci/AP
Foto: Evan Vucci/AP
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

The Great Dictator’ fra 1940 var Charlie Chaplins første talefilm. Det hvide lærreds ukronede konge havde i årevis tøvet med at forlade stumfilmens maskinklaver og ekspressive ansigtsudtryk, men denne gang var det alvor. Der var brug for kanonild og marchmusik. Stemmekraft.

’Diktatoren’ satiriserer med gak og gøglerier over den lille despot med det store ego, og den modstiller med effektiv dramatisk dissonans den navnløse jødiske barber med folkeforføreren Adenoid Hynkel, Tomanias enevældige hersker, den koleriske alfahan med demagogiske talegaver og våde drømme om vold og verdensherredømme.