Efter to års undersøgelser har forskere ved Statens Museum for Kunst nu fundet årsagen til, at en enestående del af dansk kulturarv – i form af hundredvis af værker fra museets kobberstiksamling – er ramt af brune og sorte plamager. Museet håber nu på at kunne realisere en akut redningsaktion til 5,7 millioner kroner, men en fremtidssikring af hele samlingen vil koste op imod 65 millioner kroner.
Skaderne stammer fra luftforurening fra to kilder på museet: Dels føres svovlholdig gas fra museumsgæsterne i en udstillingssal i stueetagen via et klimaanlæg ned til et kældermagasin med de skrøbelige tegninger. Dels udskiller gamle æsker og kartoner, som skulle beskytte tegningerne, kunstskadelig svovldioxid.






