For syv år siden gik den danske egyptolog Tine Bagh om bord på et fly mod USA med en særlig tung taske. Med sig havde hun foruden sin almindelige bagage en gipsafstøbning af en egyptisk krone. Originalen befandt sig i den Ægyptiske Samling på Ny Carlsberg Glyptotek, og grunden til at Tine Bagh nu rejste med gipsafstøbningen over Atlanten, var, at hun havde en teori, hun ville afprøve.
På Museum of Fine Arts i Boston fandtes en skulptur, der forestiller den egyptiske frugtbarhedsgud, Sobek. Guden, der viser sig som en krokodille, så ud til at mangle sin krone.








