Kulturforbrugeren er vild med sangerinden St. Vincent: »Fed pop på meget højt niveau«

Skuespiller Olaf Johannessen er ugens kulturforbruger.
Skuespiller Olaf Johannessen er ugens kulturforbruger.
Lyt til artiklen

Musik

David Bowie og St. Vincent

»Musik er der hele tiden, nogle gange på afstand og nogle gange helt tæt på. For tiden genhører jeg i forbindelse med udgivelsen af et stort bokssæt, som lige er kommet, David Bowie, og som jeg er stor fan af. Jeg lytter også til St. Vincent alias Annie Clark – hun har for nylig udgivet albummet ’Masseduction’. Fed pop på meget højt niveau. Ellers bruger jeg meget musik i forbindelse med mit arbejde, som inspiration, som stemningsgiver og som en vej ind i andre universer«.

Teater

Schaubühne Berlin: Richard III

»Det er et stykke tid siden, jeg har set teater, fordi jeg selv har stået på scenen i en lang periode nu. Men ’Richard III’ på Schaubühne i Berlin var en fantastisk forestilling og et eksempel på, hvad teater, der forholder sig til sin samtid igennem en klassisk tekst, kan. Bestemt en rejse værd«.

Film

’The Party’, ’Stefan Zweig: Farvel til Europa’, ’The Square’

»Det samme gør sig desværre også gældende med hensyn til film. Jeg har en lang, lang liste af film, jeg skal have set: ’The Party’, ’Stefan Zweig: Farvel til Europa’, ’The Square’ og flere, der ikke bliver vist i biograferne længere. Dem håber jeg at fange på nettet«.

Bøger

Peter Bastian: ’Ind i musikken’

»Oftest bliver det mest til faglitteratur i forbindelse med arbejdet. Jeg er ved at genlæse Peter Bastians bog ’Ind i musikken’, som jo er en fabelagtig bog, der prøver at indkredse og beskrive noget, der måske er ubeskriveligt. Altings sammenhæng måske. Men Inger Christensen ligger der også fast, og det har hun gjort i mange år«.

Koncerter

Bob Dylan i Amsterdam

»Den seneste må have været Bob Dylan i Amsterdam i april. Det er sgu længe siden. Det må jeg simpelthen gøre noget ved«.

Tv

DR: ’Romaerne kommer’ og ’Tæt på sandheden’

»Det kan man jo fange på nettet. Heldigvis! Lige nu følger jeg DR 3’s ’Romaerne kommer’, som jo endnu en gang gør det tydeligt, hvor urimeligt og skræmmende det er, når vi skærer et helt folkefærd over en kam. Og så må jeg også lige nævne, at Jonatan Spangs satireshow ’Tæt på sandheden’ sgu er forfriskende og tiltrængt på tv«.

Radio og podcast

’P1 Eftermiddag’, ’P2 Klassisk’ og den2radio

»Ofte hører jeg ’P1 Eftermiddag’, som er godt, klogt og underholdende. ’P2 Klassisk’ kører også ret tit. Og så hører jeg også den2radios podcast ’Europas idéhistoriske rødder’, der handler om europæisk kultur gennem de sidste 2.500 år«.

Malene Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her