Peter Aalbæk Jensen: »Jeg bruger min dominans, vel vidende, at det er en tangent på mit klaviatur«

Peter Aalbæk Jensen, vi har talt med ni kvinder, der har arbejdet i forskellige funktioner og har haft deres gang i filmselskabet i forskellige perioder, fra for tyve år siden og frem til i dag.De fortæller om deres erfaringer med en kultur på Zentropa, der er ydmygende, nedbrydende og chikanerende. Hvad er din reaktion på det?

»Det er jeg da altid ked af at høre som virksomhedsleder«.

Er du overrasket?

»Ja«.

Flere af dem beskriver psykiske konsekvenser og har skullet bruge tid på at komme sig over tiden på Zentropa. Mange af dem, vi har talt med, har forladt filmbranchen. Hvad siger du til det?

»Det er jeg da også ked af at høre«.

Du har ofte talt om det grænseoverskridende som et ideal for dig ...

»Det er det stadig, og det vil det også stadig være efter denne samtale«.

Tænker du, at de ikke er robuste nok?

»Nej, jeg tænker – og det skal enhver ansvarlig virksomhedsleder tænke – hvilke signaler var det, du ikke så? Og hvad gjorde du forkert, for ethvert menneske er en ressource, og hvis ikke man som virksomhedsleder kan få det fremmeste og ypperste frem i medarbejderen, er det jo lederens og dermed min egen skyld.

Så det er din skyld?

»Ja, selvfølgelig, hvis skyld skulle det ellers være?«.

Vi har talt med helt unge kvinder, der følte sig seksuelt ydmygede. Det er ikke første gang, at det seksualiserede miljø på Zentropa er oppe at vende. Ser du det stadig det seksualiserede som en værdi?

»Ja, for den historie, som jeg ønsker at have omkring Zentropa, det er, at vi er en eller anden form for absurd teater«.

Så det er nødvendigt for at lave de film, I laver?

»Det skønner jeg. Så er det op til dig og den åbne omverden at vurdere, om det er helt galt. Jeg er 61 år og skal snart møde min dommer. Så lad Gud og retsvæsenet dømme«.

Samtidig er der mange filmselskaber verden over, der har succes, uden at man systematisk ydmyger sine medarbejdere ...

»Jeg skal sige, at jeg ingen interesse har i underkastelse og ydmygelse. Jeg er interesseret i at være grænsesøgende, også helt op til den røde streg. Men det er ikke sådan, at jeg finder behag i at se en underkastelse. Ja, det gør mig nærmest impotent bare at tænke på det«.

Men vi kan dog konstatere, at mange har den oplevelse ...

»Ja, og der siger jeg så, at er der nogle, der har været oprigtig kede af noget, der er overgået dem i firmaet, det noterer jeg. Men det får mig ikke til at ændre adfærd. Jeg skal være god til at udfordre folk, jeg skal være god til at presse dem – men ikke, så jeg går over stregen, for det har jeg ikke nogen personlig glæde ved, for det har virksomheden ingen glæde ved, og de får virksomheden ingen resultater ud af«.

Måske ligger din streg et andet sted end for dem, vi har talt med?

»Det kan sagtens være tilfældet. Men altså, jeg synes jo, jeg er ret tydelig med, hvem jeg er, og hvordan jeg agerer. Så gør jeg noget, gør jeg det aldrig i det dulgte, og min offentlige profil og firmaets image er relativt tydeligt«.

Nøgenhed og lege

Både-og. For de seneste historier om, at småtter får smæk af dig som straf, kom bag på mange, kan man se på sociale medier.

»Det er almindeligt kendt, at vi går rundt nøgne«.

Ja, men vores kilder taler ikke om nøgenheden. Jeg kan prøve at nævne nogle af de konkrete tilfælde: Vi har talt med en kvinde, der som elev fik besked på at tage ned at købe brystvorteklemmer.

»Det ser jeg ingen problemer i«.

En ung kvindelig elev, mens du er direktør, mand, mere end dobbelt så gammel som hende. Gør det en forskel?

»Jeg beder ikke om andet end at køre ind i en forretning og hente en vare«.

Så har vi talt med en kvinde, der som 20-årig var med i en leg, som du orkestrerede, hvor man skulle trække en gave fra en sort sæk, der var fuld af sexlegetøj. Er det sandt?

»Det er korrekt. Det har jeg gjort tre-fire år i træk«.

Er det sjovt?

»Det, synes, jeg er gevaldig sjovt«.

Er det en leg for unge kvinder, der er nederst i hierarkiet?

»Da firmaet har kvinder ansat og mænd fra 20 år til 72, har der også deltaget unge kvinder i det, ja. Ligesom der har deltaget ældre kvinder«.

Vi har hørt om julefrokoster, hvor der bliver målt kønshår på scenen eller konkurreret om, hvem der først smider alt tøjet ...

»Det er fuldstændig korrekt«.

Hvad er temaet for årets julefrokost?

»En nøgenjulefrokost. Med klask i røven. Det har jeg i hvert fald foreslået på en morgensamling«.

Vi har talt med en kilde, som fortæller, hvordan hun gentagne gange blev raget på brysterne, og en anden, der fortæller, at du konsekvent lavede stønnelyde i baggrunden, når hun talte telefon.

»Jeg kan ikke huske det, men hvad som helst passer sikkert«.

Jeg ved, at du gerne sender småtterne ud for at tage temperatur på dine grise eller muge ud. Vi har også talt med en ung kvinde, der skulle vaccinere grisene. Kan du genkende det?

»Ja!«.

Din tidligere medarbejder Britta Hansen har på tv fortalt, at hun blev straffet for at have flyttet din motorcykel, så kom hun over knæet og fik smæk på den måde, hvor det gør ondt.

»Det har jeg ingen erindring om. Men jeg er kun en arme synder, og ikke alt, hvad jeg har gjort, har været præget af korrekthed. Det kan jeg godt love dig«.

En ung kvinde beskriver en julefrokost, hvor hun står på scenen, hvorefter du tager en mikrofon op under hendes nederdel og siger ud til tilhørerne: »Hør, fissen kan snakke«.

»Jeg har ingen erindring om det. Generelt vil jeg sige: Jeg nægter at underkaste mig en inkvisition, og jeg nægter at anerkende en domstol, hvor man bliver anklaget uden for et seriøst retsvæsen, så det vil være forkert af mig at kommentere alle de ting her. Så starter jeg jo et partsindlæg, og hvis jeg starter det, anerkender jeg en folketribunal. Det vil jeg meget gerne citeres for«.

Vi har talt med en kvinde, der blev fyret, fordi hun sagde nej tak til valget mellem smæk og at gøre hønsehuset rent. Er det sandt?

»Det tvivler jeg på er korrekt. Det er ikke den måde, jeg eksekverer mit virke på. Jeg vil ikke gå ind i personager, men generelt er ingen blevet fyret for eksempelvis at nægte at hoppe nøgen i poolen. Det har aldrig været tilfældet. Så det er ikke korrekt, vil jeg påstå«.

Du har tidligere udtalt, at »ingen bliver fyret for at sige fra«. Men vi kender yderligere et eksempel, altså to konkrete eksempler, hvor en ung kvinde bliv netop fyret for at sige fra.

»Det tror jeg ikke på. Det er ikke sådan, jeg eksekverer mit virke«.

Flere kilder bekræfter de historier.

»Det er muligt. Men nu beder du mig om at svare på det, og det gør jeg så. Generelt kan jeg sige, at jeg selvfølgelig som arbejdsgiver giver medarbejdere nogle opgaver. Men jeg har ikke afskediget nogen for at nægte at hoppe nøgen i poolen. Eller tvunget dem til at tage tøj af og hoppe i poolen, det gør folk frivilligt«.

Du siger ofte, at man kan sige dig imod, at du faktisk opfordrer til det. Men vi har talt med mange, som siger, det ikke er tilfældet. Måske bliver man fyret, frosset ud, kaldt en kælling.

»Jeg holder meget af, at folk er i opposition til mig«.

Det er ikke et billede, man får bekræftet af at tale med folk, der har været hos dig.

»Jeg går ikke ud fra, at du har talt med alle 300 elever, jeg har haft, og jeg er jo stadig en daglig del af firmaet, hvor de fleste medarbejdere har været der i 15-20 år. Så der er mange slags virkeligheder. Jeg holder meget af, at folk er i opposition til mig. Jeg presser dem, jeg udfordrer dem, jeg beder dem deltage i mit absurde teater«.

»Mine allerværste konkurrenter er tidligere medarbejdere, som i aggression over mig er ude at skabe storslåede resultater«.

Hvor meget af Zentropas succes skyldes arbejdsmiljøet, og hvor meget skyldes Lars von Trier? Kunne Lars von Trier ikke have lavet fantastiske film uden det grænseoverskridende miljø på Zentropa?

»Det må du bede folk på Filmvidenskab om at analysere. Men der er jo en grund til, at han har søgt mig, og en grund til, at jeg har søgt ham. Og der var jo ingen andre, der ville lege med ham, dengang han og jeg teamede op. Jeg skal hilse og sige, der var heller ingen, der ville lege med Susanne Bier. Så vi er vel alle sammen syndere for Vorherre. Lad den, der ikke har været et dumt svin i en erotisk sammenhæng, kaste den første sten. Siger jeg«.

Så det er normalt, at man en gang imellem går over andre folks grænser. Er det det, du siger?

»Jeg kender ingen, som ikke har gjort det. Og gudskelov, for derfor er vi alle syndere, og det er der noget smukt i. Det er ikke sådan, at jeg undskylder samtlige af mine handlinger. Men jeg står ved det hele«.

Ser du ikke dig selv som magtfuld?

»Jeg bruger min dominans, vel vidende at det er en tangent på mit klaviatur, jeg kan spille på, men jeg bruger det først og fremmest til mentalt at ruste de her unge mennesker til, at de skal ud og erobre verden«.

Det kan være, du faktisk ikke har fornemmelsen for, hvornår det er for meget?

»Vi er kendt for personalemæssigt og virksomhedsmæssigt at være grænseoverskridende. Det ved du, hvis du søger ansættelse hos os. Og det er altså ikke aseksuelle socialdemokrater, der laver de store filmværk, jeg er ked af at sige det. Det er min tørre konstatering. Jeg søger filmisk i mit virke det ekstreme, jeg søger dem, der søger det anderledes udtryk«.

Er det de to valg, der er, enten er man aseksuel socialdemokrat, eller også er man grænseoverskridende filmkunstner?

»Ja, groft set«.

Der kunne vel også være andre muligheder end de to?

»Nævn mig én!«

Det er ikke mig, der laver film.

»Nævn mig en interessant filmkunstner, som går midtervejen«

Er det simpelthen et kontinuum mellem de to poler?

»Det er derfor, jeg gerne stiller op til dette interview, fordi den kastraktionskultur er jo ved at eliminere alle yderpolerne, og derfor får vi en normalheds-kultur, som muligvis er politisk korrekt, men blottet for enhver sjæl«.

Og hvis vi overfører den tankegang til personalekulturen på Zentropa, er polerne, at enten er man snerpet og kedelig, eller også måler man kønshår på praktikanterne?

»Jeg har masser af snerpede og kedelige medarbejdere«.