Filmfolk fortæller om deres yndlingsscene i film eller på tv. I dag: Helene Moltke-Leth om 'The Get Down', sæson 1, afsnit 1: 'Where There is Ruin, There is Hope for Treasure
Konkurrencen handlede om at skrive et digt, ikke at fremsige det«, siger teenageren Ezekiel til lærerinden.
De står over for hinanden ved klassens åbne vindue, som vender mod en indhegnet boldbane.
Alle er gået hjem undtagen Ezekiel, som holdes tilbage af lærerinden. Han har vundet digtkonkurrencen, men da hun beder ham læse det højt for klassen, nægter han. Intimideret siger han, at han bare har kopieret det fra en bog. Det tror hun ikke på.
Vi er i senhalvfjerdsernes hærgede South Bronx i New York med overbemalede graffitimure, byggepladser i ruiner og hiphoppens spæde fødsel.
Et organisk univers, som pulserer af autenticitet, hvor karakterernes møde på gadeplanen næsten er en dans, og hvor kornet arkivmateriale glider ind i seriens scener i en stram musikalsk inspirerende cocktail.
»Jeg ved ikke, hvorfor, Ezekiel, du helst vil ende som ingenting, når det bare kræver lidt mod ...«, Lærerinden presser ham, og presser ham igen.
Han indrømmer, at han har skrevet digtet. Vi mærker hans sårbarhed. »Bevis det«, siger hun og rækker ham siden med de håndskrevne ord.
Han lægger det væk, ser hende lige ind i øjnene og begynder overlegent og med ærlighed at recitere sin tekst.
En stærk, personlig poetisk fortælling blandet med samfundets barske realitet strømmer ud af ham lige fra hjertet. Om modet til at gøre en forskel. Om at stå ved sig selv og sit udtryk, gå imod strømmen. Om identitet. Integritet.
Det kompromisløse, rå og sensitive på en gang. Noget, jeg virkelig kan spejle mig i. En scene, som berører mig dybt.
fortsæt med at læse
