Kære Maria Schneider.
Undskyld forstyrrelsen, men på det seneste har jeg ikke kunnet få dig ud af hovedet. Jeg ved, du er død og har været det i seks år. Jeg forestiller mig, at du er lettet over ikke længere at skulle forholde dig til fremmede, der opsøger dig, fordi de har oplevet dig som 19-årig i Bertoluccis erotiske drama ’Sidste tango i Paris’.
Når jeg er nødt til at skrive, skyldes det, at der er sket noget i løbet af de sidste måneder, et paradigmeskift, som du fortjener at kende til. I dag giver kvinder, der er blevet forulempet seksuelt eller udsat for overgreb, sig til kende verden over på sociale medier og tilslutter sig bevægelsen med hashtag såsom MeToo, MoiAussi eller YoTambién. Du kunne have været en af dem.
Havde du været i live i dag, var du blevet del af et globalt fællesskab i stedet for at gå i graven som hende afvigeren, der talte en stor filmmand imod. Sådan blev du fremstillet dengang i 2007, da du i et interview i Daily Mail fortalte, at scenen med den anale voldtægt i ’Sidste tango i Paris’ skete uden dit samtykke. Da stod du alene.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
