Den kunne jo stå så mange steder, overskriften – her er den hentet fra originalen, H.C. Andersens eventyr ’Klods-Hans’.
Det er den giftefærdige kongedatter, der er utilfreds med de to bejlere, som kommer ridende til hove for at fri, men mangler ord, når de skal svare på prinsessens – indrømmet – lidt særprægede bemærkninger. Der er varmt i salen, fordi »kongen steger hanekyllinger«. Nå, javel – eller som den ene bejler siger: ’bæ!’, mens den anden svarer: ’hvad be – hvad?’ Klods-Hans er som bekendt (nej, stryg ’som bekendt’, som en chefredaktør engang tilrådede) – men altså, Klods-Hans er kvikkere, han rider på en ged, han har en gammel træsko, og han har pludder at kaste i ansigtet på oldermanden og hans avis, så det bliver ham, der får prinsessen. Herligt eventyr, lige noget at læse op!








