Der skulle en megastjerne til, før den franske #MeToo-kampagne med det mere offensive hashtag #balancetonporc – ’angiv dit svin’ – eksploderede. Debatten var i forvejen intens i et land, hvor kvinder først fik valgret i 1945, hvor de først sent kom ud på arbejdsmarkedet, og hvor myterne om ’the latin lover’ og fransk ’galanteri’ er en del af den nationale selvforståelse, som kvindehistorikeren Michelle Perrot formulerer det.
Men #MeToo-kampagnen var ligesom andre steder ved at tabe pusten. Så kom skuespilleren Catherine Deneuve 9. januar og ryddede forsider og slog Twitter-rekorder med et åbent brev i avisen Le Monde.







