Når moderne mennesker skal præstere, er det afgørende, at de har det rigtige mindset. Det er efterhånden et veletableret dogme i både skole- og arbejdssammenhænge. Nogle mener, at troen på sig selv og egne evner er vigtigere end erfaring og intelligens. Man skal være motiveret og passioneret og lære at tænke i løsninger. Man skal italesætte problemer som udfordringer, så man som individ kan blive tilstrækkeligt proaktiv og innovativ.
Hvis man, som jeg, har en indbygget skepsis over for dette nysprog, kan man hurtigt få morskab af at spille bullshitbingo til visionsmøder eller medarbejderudviklingssamtaler og holde øje med sådanne varmluftsbegreber. Det er straks vanskeligere, når det drejer sig om børn og unge, for de har selvfølgelig sjældent nået at udvikle en velfungerende bullshitdetektor. Så her bliver det så meget desto vigtigere, at vi holder øje med de teorier og begreber, der er med til at forme de opvoksende generationer.







