Havregrød, kaffe og juice. Konceptet for Tivolis nye rundtossede forlystelse, Tik Tak, er en tidsmaskine. Og jeg ville snart få skruet tiden tilbage til, hvad jeg indtog af morgenmad på mere end symbolsk vis. Troede jeg. Men jeg må skuffe læsere, der har set frem til at høre om ufrivillige udladninger af maveindhold.
Tivoli oversælger sin nye forlystelse som en af havens tre vildeste og altså dermed i kategori med Vertigo og Dæmonen. Ja, den rummer både skrækfornøjelse, kropsvridning og krav om at efterlade løse genstande, som briller, gebis og mobiltelefoner, inden man stiger om bord. Men den er stadig klart i den milde ende af spektret.








