Morten Hesseldahl er Gyldendals nye direktør.
Foto: Martin Lehmann

Morten Hesseldahl er Gyldendals nye direktør.

Kultur

Mavepuster til Gyldendal: Flere forventede bestsellere og et »bredt antal udgivelser« har skuffet

Forbrugerne køber ikke så mange bøger, som forlaget Gyldendal havde ventet. Det koster forlaget dyrt.

Kultur

Gyldendal må erkende, at salget af bøger ikke lever op til forventningerne, og at årets resultat derfor bliver noget lavere, end Gyldendal hidtil har regnet med. Det oplyser forlaget.

Med et underskud på 45 millioner kroner i første halvår, ventes årets samlede resultat før skat nu at blive 20 millioner kroner. Tidligere forventede Gyldendal et resultat før skat på omkring 45 millioner kroner.

»Indtjeningen på det almindelige bogmarked er for nedadgående for os. Vi har udgivet for mange titler, der har haft for høje omkostninger, og som har solgt for lidt«, siger forlagets administrerende direktør, Morten Hesseldahl.

Det giver flere udgifter per bog til produktion og markedsføring. Det koster forlaget dyrt, forklarer han.

Nedskrivningen kommer, selv om Gyldendal faktisk har øget sin omsætning. I første halvår 2018 omsatte Gyldendal for 362 millioner kroner mod 346 millioner i 2017.

Forlaget forklarer de alligevel skuffende resultater med, at et »bredt antal udgivelser« ikke solgte godt nok. Og forventede bestsellere skuffede.

Forlagsdirektøren vil ikke sætte titler på skuffelserne.

»Men generelt har vi for mange titler, som vi ikke har givet den nødvendige opmærksomhed, så de får den effekt, som de er berettiget til«, siger han.

Bogklubberne falder fra

Han tilføjer, at det også handler om at kunne skabe opmærksomhed om de enkelte bøger hos forhandlerne.

Gyldendal skal i gang med at se på, hvordan forlaget kan komme på ret kurs igen. Det skal blandt andet ske ved at skære ned på antallet af årlige udgivelser fremover, siger direktøren.

Gyldendal udgiver omkring 450 titler i år. Hvad niveauet skal være de kommende år, har Morten Hesseldahl endnu ikke lagt sig fast på.

Der er heller ikke så stor tilslutning til Gyldendals bogklubber længere. Medlemmerne falder fra, og de medlemmer, der er tilbage, køber færre bøger end tidligere.

Gyldendal er derfor ved at se på, hvordan bogklubberne kan nytænkes og gøres tidssvarende.

»Vi tror på, at det kan lade sig gøre at lave moderne fællesskaber«, siger han.

Gyldendals ledelse skal holde møde med bestyrelsen om forlagets fremtidsplaner i næste måned. Direktøren vil ikke afvise, at der også kan blive tale om skære ned i antallet af ansatte.

Gyldendal kommer med sit egentlige regnskab for første halvår 23. august.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce