Første gang, jeg møder den svenske forfatter Lina Wolff, er en lørdag formiddag i indre København. Vi er begge på Borups Højskole til den nordiske litteraturfestival Höst, Wolff bl.a. for at promovere sin roman ’De polyglotte elskere’, der vandt den mest prestigefyldte svenske litteraturpris Augustprisen i 2016, og som nu udkommer på dansk i slutningen af oktober. En roman, der bl.a. handler om sprog, om at tale og skrive og om, hvorvidt mennesker nogensinde sådan rigtig kan forstå hinanden. Polyglotte betyder flersprogede, og ironien er ikke tabt på nogen. For ligesom på scenen, hvor Wolff flere gange må give fortabt i det danske og jeg selv stiltiende i det svenske, så er det i Wolffs roman nærmest en umulighed for romanpersonerne at gøre sig forståelige over for hinanden – at tyde eller tale det sprog, den anden taler.
Anden gang, vi taler sammen, toner Wolff frem på en overraskende klar skypeforbindelse på min computer. Hun sidder i sit hjem i den lille skånske by Hörby, hvorfra hun arbejder hver formiddag som oversætter og hver eftermiddag som forfatter. Her nørkler hun i øjeblikket med en ny oversættelse af Gabriel Garcia Marquez’ klassiker ’Hundrede års ensomhed’, som hun oversætter fra spansk.
