Med en fritstilling, seks måneders løn og et ekstra beløb på godt en halv million kroner blev en sag om sexchikane i forsommeren lukket ned på Kunstakademiets Billedkunstskoler i København. Det viser Politikens aktindsigt om sagen. Fratrædelsen skyldtes ifølge Politikens oplysninger en sag mod en studerende, som ledelsen i en intern mail skrev havde »karakter af sexchikane og seksuelle krænkelser«.
Det viser sig, at daværende rektor, Sanne Kofod Olsen, allerede i 2015 blev bekendt med episoden, der var årsag til fratrædelsen. Den tidligere rektor oplyser, at hun ikke reagerede i 2015, fordi oplysningerne ikke kom fra første hånd, og fordi hændelsen relaterede sig til en afdeling, der var meget populær.









