På min top-10 over mine mest ukontrollable følelsesmæssige reaktioner står: 1986. Læsning af ’Borte med blæsten’. Romanen boede i reolen i mit barndomshjem, jeg greb den i et øjebliks kedsomhed, og da jeg nogle dage senere lukkede den i, lignede jeg Munchs ’Skriget’ midt i mit pigeværelse. Dernæst græd jeg i et par dage af ren overvældelse.

Historien om plantageejerdatteren Scarlett O’Hara var ikke bare en borgerkrigstragedie fra Sydstaterne, den gav også et chokerende uparfumeret portræt af et sammensat menneske, fordi forfatteren, Margaret Mitchell, tillod sin hovedperson at være alt på en gang, også selvoptaget, manipulerende og misundelig. Romanen tilbød sin læser, mit 13-årige jeg, samme mulighed, og friheden var rystende.