Indsamlingen af den mundtlige kulturarv burde ligge hos en etableret institution og ikke hos en ildsjæl med forbindelse til en magtfuld kulturordfører, mener radikal kulturordfører.

Zenia Stampe: Millioner til indsamling af taler ser mærkeligt ud

Zenia Stampe.

13:00 Møde i salen med statsministerens spørgetime

I dag er der møde i Folketingssalen og spørgetime med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Foto: Philip Davali/POLFOTO
Zenia Stampe. 13:00 Møde i salen med statsministerens spørgetime I dag er der møde i Folketingssalen og spørgetime med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Foto: Philip Davali/POLFOTO
Lyt til artiklen

Radikale Venstres kulturordfører, Zenia Stampe, studsede, da hun så, at Danske Taler har fået en finanslovsbevilling på 800.000 kr. om året de næste fire år. Især fordi Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, sidder i Danske Talers bestyrelse.

»Det ser mærkeligt ud, at der pludselig er et lille hjemmesideprojekt, der primært består af én ildsjæl, som får en bevilling, der svarer til 2 fuldtidsstillinger om året, når kulturområdet er underlagt store besparelser, der rammer så mange institutioner«, siger hun.

Alex Ahrendtsen fortæller, at Danske Taler var et af ti projekter, han havde med til forhandlingerne om finansloven.

»Og det fremgik af papirerne, at jeg sidder i bestyrelsen. Jeg har også spurgt i Kulturministeriet, om der er noget juridisk til hinder for, at jeg sidder i bestyrelsen og samtidig lægger projektet ind på finanslovsbordet. Det er der ikke. Ellers kunne jeg jo heller ikke sidde som formand for Odense Teater«, siger han.

Der kan sagtens være behov for at få sikret den mundtlige kulturarv, mener Zenia Stampe.

»Men så handler det om at finde en faglig løsning og ikke bare give det til en ildsjæl, der har en forbindelse til en magtfuld kulturordfører. Eksempelvis hos Det Kgl Bibliotek, der allerede står for at indsamle den digitale kulturarv, og hvis professionalisme man er sikker på. Det ser i hvert fald mærkeligt ud, at de skal spare 35 stillinger, samtidig med at man giver det her frivillige hjemmesideprojekt, hvad der svarer til 2 fuldtidsstillinger om året«, siger hun.

Alex Ahrendtsen understreger, at der sidder både retorikere og sprogforskere i Danske Talers bestyrelse.

»Det er ikke noget lille hyggeprojekt, det skal kunne bruges af eftertiden«, siger Alex Ahrendtsen, der selv overtog pladsen i Danske Talers bestyrelse fra Bertel Haarder (V), da han for nogle år siden blev kulturminister:

»Og det er, fordi Bertel Haarder og jeg er blandt få politikere, der interesserer sig for det danske sprog. Bestyrelsesarbejdet er ulønnet, og det eneste, der interesserer mig, er, at vi får indsamlet de her taler, så vi kan bevare dem for eftertiden og stille dem til rådighed for offentligheden. Og det er ikke første gang i danmarkshistorien, at noget er begyndt som et privat initiativ og er blevet overtaget af det offentlige, når det har fået den fornødne kvalitet«.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her