Når regnskabet skal gøres op, er der ikke mange billedbøger fra klodens udkanter eller sindets dunkle kroge. Det bliver der rettet op på i tre fine fortællinger for børn med nysgerrige øjne.
Det er ikke nemt at være et bjerg. Her står hun årtusind efter årtusind og ser fugle flyve forbi og mærker den svage krible-krablen af klatrende mennesker.
Hvor ville det være rart, hvis man kunne rulle en tur på sine bjergfødder. Men »ha«, siger træer og fugle på persisk. »Det kan du godt glemme alt om«.
Men bjerget er et trodsigt bjerg. Hun rokker og brokker, og hvad sker der så? Hun bevæger sig, og verden bliver aldrig den samme.
Det er iranske Hoda Hadadi, som fortæller. Hun er en god ven(inde) af Danmark.
Hun har været her flere gange og holdt udstillinger og tegneworkshops for børn på Nørrebro og i Jylland. Hendes bøger er udkommet i mange lande, og hun er et eksempel på det paradoks, at tegnere fra et land i religiøse jernlænker har frihed til at flyve i fantasien – og til udlandet.
’Bjerget der ville rejse’ er et godt eksempel på Hoda Hadadis teknik, der blander nulret silkepapir med farvede figurer og som her med en tekst, der snor sig som venlige luftbølger rundt om den asende stenkæmpe. Farverne er milde. Fugle er der næsten altid i iranske billedbøger.
Til sidst lykkes det kvinden at komme fri og gå sin egen vej. Fik du pointen!
Æsler kan jo ikke tælle
Nede i Sydafrika ligner den ene dag den anden. Bonden står op og spiser den morgenmad, som konen, der hedder Beauty, har forberedt.
Så går manden op ad bakken med sit gamle æsel Jackson, der er lastet med frugt og grønt, som skal sælges på markedet i byen. Nu pludselig stopper Jackson op og lægger sig ned. Bonden raser. Han finder en kæp og siger: »Nu tæller jeg til ti, og hvis du ikke rejser dig, får du prygl«.
Men æsler kan jo ikke tælle, så Beauty, der har set det hele nede fra huset, sender sønnen Goodwill op ad bakken. Han siger: »Du må ikke slå, far«.
Og så hvisker han nogle ord i æseløret. Jackson rejser sig. De kommer på marked. De sælger deres varer. Så kommer de ned ad bakken til huset, og bonden hvisker de ord i øret på æslet, som sønnen lærte ham: »Tak, gamle ven«. Mere skal der ikke til.
Jude og Niki Daly fra Cape Town er også gode venner af Danmark. De to kunstnere producerer venlighed og glæde
Jude og Niki Daly fra Cape Town er også gode venner af Danmark. Mange af deres bøger er udkommet her i landet. (Dyrk især den ikoniske ’Flyv ørn, flyv!’, som er Niki Dalys egen). De to kunstnere producerer venlighed og glæde. ’Tak, Jackson’ er et godt eksempel på deres kunst. Det er så lidt, der skal til. Hjertevarme billeder og et budskab, der er til at forstå. Tak!
Faren kommer indefra
Anna Margrethe Kjærgaard er en af vores fineste billedkunstnere. Uden de store fagter skaber hun bøger, man husker og trives ved.
Hun fik Kulturministeriets store pris i 2015 for ’Mit hus’, der fortæller om dengang, russerne bombede Nexø. Nu tegner hun til stilfærdige ord af Betina Birkjær om en bedstefar, der glider ind i mørket ramt af demens/Alzheimers. Det er en ligeud-ad-landevejen-historie.
Pigen Stump besøger bedstefar, der ved alt om livet og blomsterne. Der er fredfylde over billederne. De bløde farver går helt til kant. Intet ondt kan ramme Bornholm. Men faren kommer uventet og indefra.
Nu kan bedstefar Kaj pludselig ikke huske, hvad det er for en blomst på fire bogstaver, som begynder med ’r’. Og det fortsætter stilfærdigt til den smukke ende, hvor Stump arrangerer en ’bryllupsfest’ for bedsteforældrene og forærer bedstefar en kanin, der hedder Stump.
Det kan ikke gøres smukkere. Anna Margrethe Kjærgaards billeder er blide drømme, som rammer både hjerte og forstand.
Et mylder af varme og venlighed, så man får lyst til at gentage, hvad bonden sagde til æslet: Tak!
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
