Søvncyklussen består af fire kendte stadier, men jeg vil mene, at jeg har et femte: junkiesøvnen. Den tilstand, jeg befinder mig i, når vækkeuret ringer, og som jeg forstår på andre B-mennesker, at de udmærket kender.
Alle i min familie er B-mennesker. Til hverdag sidder fire personer derfor omkring morgenbordet og genopfører den værste scene fra filmen ’Christiane F’, hvor Christiane og kæresten Detlef kæmper sig igennem en kold tyrker. Hos os er der altid en, der jamrer, og en anden, der græder lidt. Så begiver vi os ud i det, som ligner silende atomregn over en fremmed sort planet.








