Skoven er der ikke i virkeligheden. Den er bare malet på, og den brændende lade er bare et stykke kunst, der er projiceret op på væggen i form af det ikonisk-romantiske maleri af de sammensvorne fra mordet i Finderup Lade, som Otto Bache malede i 1882, fire år efter komponisten Peter Heise og digteren Christian Richardt havde haft premiere på deres opera ’Drot og Marsk’.
’Drot og Marsk’ handler om mordet på kong Erik Klipping, der angiveligt havde så meget skidt på samvittigheden, at han blev slået ihjel af en hel hær af sammensvorne adelsmænd og præster Sankt Cæcilie nat 1286 i en lade ved Finderup i Jylland, hvorefter de sammensvorne brændte beviserne og red deres vej.







