Der er hundrede tusinder af podcasts derude, men hvor er de gode af dem? Det svar er der penge i at levere til alle dem, der putter høretelefoner på for at lytte til journalistik, fortællinger, sladder, diskussioner og enetaler.
For selv om podcastmarkedet har vokset sig stort og vildt, mangler der et sted at starte, når vi sætter stikket i. Det synes tre danske iværksættere i hvert fald, og derfor går de til september i luften med appen Podimo, som skal samle godt og originalt indhold bag en betalingsmur, hvor kunderne kan lytte, til ørerne falder af, når først de er kommet indenfor.






