Dallas-stjernen Ken Kercheval er død

Ken Kercheval spillede karakteren i Cliff Barnes i serien Dallas. Foto: Chris Delmas/Ritzau Scanpix
Ken Kercheval spillede karakteren i Cliff Barnes i serien Dallas. Foto: Chris Delmas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

'Dallas'-stjernen Ken Kercheval er død. Han blev 83 år.

Ken Kercheval spillede karakteren i Cliff Barnes i serien, der varede fra 1978 til 1991.

Den amerikanske skuespiller fra Indiana døde søndag i byen Clinton i sin hjemstat. Dødsårsagen er blevet holdt hemmelig af familien, oplyser Kerchevals agent.

Ken Kercheval spillede med i 342 afsnit af seriens 356 afsnit, der strakte sig over 14 sæsoner.

Han spillede igen med i seriens genskabelse, der blev sendt fra 2012 til 2014.

Amerikaneren skulle ifølge filmmediet iMDb oprindeligt have spillet Ray Krebbs i 'Dallas'.

Holdt meget af sin rolle

I 2012 fortalte han i et interview med Dallas Decoder - en hjemmeside for fans af 'Dallas' - hvor meget han holdt af sin karakter.

»Cliff var en virkelig god fyr, men med den konstante mishandling fra sin svoger, J.R., blev han nødt til at forsvare sig selv«.

»Hvis jeg gjorde noget, som ikke var helt korrekt, var det fordi, jeg var nødsaget til det«, siger Ken Kercheval om sin figur Cliff Barnes.

Ken Kercheval voksede op i Wolcotville, Indiana, med en far, der var læge og en mor, der var sygeplejerske.

Udover 'Dallas' medvirkede Ken Kercheval i 'Pretty Poison' (1968), 'The Seven-Ups' (1973) og 'Network' fra 1976.

Kerchevals sidste optræden var i 'Surviving in L.A.' i 2019.

I 1994 fortalte Kercheval, at han havde været i behandling for lungekræft.

Amerikaneren efterlader sig tre børn, Caleb, Liza og Madison.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her