I det samme øjeblik, Laura Lilholt Andersen krænger sin underlæbe vredt nedad og begynder at synge med en sagte brændende ild i stemmen, står det klart for de fleste i salen, at årets Spot Festival lige er blevet ramt af et meteornedslag.
Som forsanger i bandet Angående Mig kan den plyshårede Larua Lilholt Andersen ligne en klejn udgave af Sinéad O’Connor, men hendes tilrøgede stemme er mere i familie med Johnny Madsen eller Allan Olsen, og hendes uro på scenen har undergangsklang af Nick Cave i hans berlinerdage.








