Det eneste, verden talte mere om i begyndelsen af 1970’erne end USA’s månelandinger, var præsident Nixons besøg i Kina i 1972. At en amerikansk præsident kunne finde på at tage til det kommunistiske Kina, var næsten mere utroligt, end at astronauter kunne tage til Månen.
Men Nixon, som to et halvt år senere måtte træde tilbage på grund af Watergate-skandalen, gamblede. Og vandt.
For øjnene af pressefotografer og med tv-transmission i primetime landede han i Beijing sammen med sin hustru, Pat Nixon, og sikkerhedsrådgiveren Henry Kissinger. Et femdages ophold med indlagt festbanket fik den højreorienterede Nixon til beruset af den intense mediedækning at proklamere: »Jeg var imod Kina. Jeg tog fejl«.
I dag taler verden igen om USA og om Kina. Trump hæver toldbarriererne og har erklæret, at Kina er USA’s økonomiske fjende. Det er med andre ord perfekt afpasset, at Det Kongelige Teater nu sætter alle sejl med den amerikanske helaftensopera ’Nixon in China’, som ikke har været vist herhjemme før.
John Adams skrev den politiske opera i 1980’erne, og tonesproget er 80’er-cool. Minimalistisk kværnende som hos kollegaen Philip Glass. Men som Det Kongelige Teaters musikchef, Alexander Vedernikov, dirigerer det, er der også god plads til, at publikum kan nyde Adams’ inspiration fra senromantiske komponister som Wagner og Strauss og amerikansk dansemusik med jazzede saxofoner.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
