En vindmølle? En skov? Et gigantisk drivhus? Der er mange bud på genopbygningen af Notre Dames tag og spir.

Svenske arkitekter vil lave en pool på toppen af Notre Dame

Foto: UMA/U-M-A.se
Foto: UMA/U-M-A.se
Lyt til artiklen

Var det noget med en dukkert på toppen af Notre Dame?

Siden den over 850 år gamle katedral brændte i Paris i sidste måned, er der kommet mange kreative og alternative ideer til genopbygningen af spiret og taget, som blev skadet, skriver The Guardian.

Blandt forslagene er en terrasse, en skov og et gigantisk drivhus på taget. Og så har et svensk arkitektfirma foreslået at bygge en korsformet pool overvåget af de 12 apostle-statuer, som undgik branden, da de var ved at blive restaureret.

»En katedral er efter vores mening ikke en isoleret ø, den tilhører byen og folket«, lyder det fra det svenske arkitektfirma UMA.

Frankrig arbejder på at udskrive en international konkurrence om genopbygningen af den historiske bygning.

Ifølge The Guardian har præsident Emmanuel Macron udtalt, at han er åben over for en »moderne tilgang« i at genopbygge kirken »smukkere end før«.

Og premierminister Edouard Philippe opfordrer til, at det nye spir bliver »tilpasset de teknikker og udfordringer, der er i vores tid«.

En britisk arkitekt har foreslået et pyramideformet spir i glas og stål, og på Twitter florerer der også mange bud på, hvordan spiret skal se ud i fremtiden. Blandt andet foreslår en bruger, at spiret erstattes med en vindmølle.

Mynthe Villadsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her