Titlen på hans gennembrudsbog – ’Sønner og elskere’ – røber dens tema: at den gensidige kærlighed mellem moderen og hendes drenge er så dominerende, at sønnerne har svært ved at elske deres kærester.
Det gjaldt også D.H. Lawrence selv. Sin barnekæreste brugte han til at læse korrektur på hans digte, mens han prøvede at hygge sig i en anden by med en anden kvinde. Om sin første kæreste skrev han i et brev, at hun elskede alt, hvad der havde med kærlighed at gøre – undtagen sex. »Jeg var led og ked af det hele. Jeg ville have en kvinde, som ville have mig og have det«.








