’Store patter’-slagråbet blev omhyggeligt fjernet, da DR i en dokumentarserie tog seerne med i omklædningsrummet hos U21-landsholdet.
Det er Radio24syv, der har studset over, at slagråbet: ’Hvem var det, der vandt i dag’ ikke har den gængse, men omdiskuterede ekstra-afslutning, der er blevet en del af mandehørmen i sportsklubber og omklædningsrum.
I DR-dokumentaren ’Solgt til succes – de nye fodboldstjerner’, som sendes på DR 3, hører seerne de unge spillere fejre en testkamp over Belgien med det legendariske sejrsråb. Men lige da de er færdige med at råbe »Hey, hey, hey« og dermed er nået til den omdiskuterede tilføjelse med ’store patter’, har DR klippet.
Det har fået radiostationens program ’AK24syv’ til at spørge DR-programmets redaktør, Mads Kromann, hvorfor seerne ikke må høre råbet, og hvem han tager hensyn til. Mads Kromann svarer, at han gør det af hensyn til sin historie, og at han »er bange for, at det ville være endnu et indlæg i en gammel debat, som på en eller anden måde er taget«.
Debatten om tilføjelsen til den kendte slagsang kørte for snart to år siden, da den antisexistiske forening Everyday Sexism Project Danmark opfordrede DBU til at få fjernet råbet fra omklædningsrummene.
Foreningen satte råbet i sammenhæng med #MeToo-debatten og kritiserede, at DBU ikke gjorde noget ved, at spillerne allerede som børn får den lumre tone ind med brusevandet. Det er her, de sexistiske mønstre bliver dannet, lød argumentationen.
Nu er råbet altså oppe at vende igen. Denne gang fordi vi ikke får det at høre.
fortsæt med at læse








