En muntert truttende havnerundfart så tungt lastet med glade jazzmennesker, at den næsten skvulper over af messingsuppe, slår et herreswing foran Den Sorte Diamants monolit.
Flere turister får travlt med selfiestangen, men en sortklædt ældre mand med grå hestehale, sort lædervest og et på samme tid nærværende og fraværende blik ænser den ikke. Ikke helt en hjemløs, men lidt derhenad.








