Marie Krogh ville ikke have, at andre skulle vide det. Kun hendes mand, August, måtte vide det. For Marie, der selv var læge og forsker, ville ikke reduceres til en sygdom. Og da slet ikke til en sygdom, hun i 1920 ikke kunne kureres for. Samme år havde hun som 46-årig diagnosticeret sig selv med sukkersyge, hendes urin var sød, der var ingen vej tilbage.
For ægteparret Marie og August Krogh blev denne diagnose i stedet begyndelsen på en personlig og forskningsmæssig kamp for at finde en kur mod den frygtede sukkersyge. En sådan fandt de aldrig, ja en sådan findes fortsat ikke, men der skulle kun gå ganske kort tid, før et hold forskere i Canada fandt frem til en behandling, som kunne lindre symptomerne for mennesker med mangel på insulin.
