Noget af det særegne ved Paris er, at man altid kan se langt. Selvfølgelig er der smalle gader, hvor man ikke har det store udsyn, men generelt er byen designet, så man altid har et godt vue.
Når man går ned ad rue de Belleville, slår gaden på et tidspunkt et lille knæk, som betyder, at man kan kigge ud over Paris og se Eiffeltårnet i det fjerne. I rue Veille du Temple kan man nærmest se fra den ene ende af gaden til den anden, hvilket man også kan i rue de Rennes og mange andre gader. Selvfølgelig har man også masser af udsyn på de store avenuer og boulevarder, og helt overordnet er der så mange muligheder for at træne sin langsynethed i Paris, at man aldrig føler sig lukket inde.








