MONNA DITHMER OM TEATER: Cyrano de Bergerac. Skuespilhuset. Premiere 27. sept.
Der er stærke kræfter i spil, når Cyrano de Bergerac rykker ind på Store Scene med sin ustyrligt store næse: Suveræne Olaf Johannessen spiller hovedrollen i Edmond de Rostands kærlighedsklassiker fra 1897. Cyrano kan både digte og fægte som en fandens karl af en skønånd, men vover ikke at erklære sin kærlighed til skønne Roxane på grund af næsen. Så han lader en anden mand gøre kur til hende, men med Cyranos forførende ord. Det lyder måske som ’Skønheden og Udyret’ for let øvede, men instruktøren Katrine Wiedemann har særlige evner som klassikerdomptør.
THOMAS MICHELSEN OM KLASSISK: Musik af Hans Abrahamsen og Arnold Schönberg med Det Kongelige Kapel. Operaen, Takkelloftet. 27. sept.
Mens fans af Hans Abrahamsens internationalt prisbelønnede musik holder vejret og venter på premieren på helaftensoperaen ’Snedronningen’ i Operaen næste måned, kan man høre Operaens orkester, Det Kongelige Kapel, spille et andet af den danske komponists sneværker. Nemlig den nu ti år gamle samling af virtuost skrevne snekanoner med den tyske titel ’Schnee’. Musikken er eksklusiv. Koblingen med Schönbergs ’Verklärte Nacht’ får bare koncerten til at se endnu bedre ud.








