»Problemet var bare, at der ikke skete noget. Jeg forsøgte at knække nakken på duen, mens mit barns øjne bare blev større og større. Så rykkede jeg til, og duens hoved fløj selvfølgelig af, mens blodet sprøjtede ud over både mig og hende. Det var måske ikke lige det, der skulle ske, tænkte jeg. Hun stod bare dér, dybt chokeret«.
»Nå«, siger jeg til hende. »Nu sætter jeg lige hovedet på igen, og så lægger vi duen her. Men den lider ikke mere, Ellen««.
Iben Mondrup smiler og ryster lidt overbærende på hovedet af sig selv.
Fra hun var 3, til hun blev 18, boede hun i Grønland med sine danske forældre og to yngre søskende. Hun kan godt mærke, at det har præget hende. Forholdet til liv og død bliver lidt anderledes, når man har opholdt sig omkring polarcirklen i 15 af de år, hvor identiteten bygges op. Lige under huden ligger en følelse af at være fremmed. Både i Danmark og i Grønland.
