Vi er til Ukøn Poesi i caféen Kbh+, et åben scene-arrangement, der blev stiftet for et år siden. Det er efterhånden et stykke tid siden, solens arbejdsdag var omme, og bag de mørke, høje vinduer ser man af og til lygterne fra en bil glide forbi ude på Emblasvej. En svag lugt af brændt popcorn breder sig i lokalet, og lyskæder hænger som en stjernehimmel over stolerækkerne med tilskuere. Selv om de griner ad Nicoline Christensen, breder der sig også en mere alvorlig stemning. Hendes tekster handler om angst. Om selvmordstanker.
»Vinteren fik forvandlingen til at gå i stå. I sabbatåret er alle dage ens, men depressionen er aldrig den samme«, lyder det fra scenen.
Den kortklippede digter har en angstdiagnose, og den hænger sammen med hendes klimaangst, fortæller hun bagefter i en sofa i et hjørne med tremmereoler og ægte tæpper på gulvet.
