1Greta er et slidt eksempel, men ...
Hun blev hyldet af Patti Smith, da hun i fredags fyldte 17 år, og hun blev af magasinet Time kåret som årets person i 2019. Altså dengang hun stadig blot var 16.
Greta Thunberg, den lille svensker med den lange fletning, kan ikke ignoreres, heller ikke når man taler unges engagement i samfundet. Stifteren af Ungdomsbureauet, Olav Hesseldahl, følte næsten, han skulle undskylde over for mig, da han bragte hende op: »Hun er på en måde et lidt slidt eksempel, men ...«, indledte han, før han forklarede, hvordan klimaaktivisten har skabt »en massiv mobilisering« blandt unge.
For unge synes læren at være, at hvis en frysende svensk skoleelev med et papskilt kan få adgang til de mest magtfulde talerstole og medieforsider, kan det i det hele taget godt betale sig at kæmpe.
