Første gang var for 51 år siden. Året var 1968, der havde været protester og demonstrationer hele året, ikke bare herhjemme, men også i Paris, New York, Beograd, Warszawa, Berlin med mere.
Frederik IX var konge, Mogens Fog var rektor på Københavns Universitet, og Finn Ejnar Madsen var en 25-årig psykologistuderende. Han trådte uanmeldt op på talerstolen i protest over nepotisme og overklassens magt på universitetet, og han fik tildelt tre minutters taletid af en let forfjamsket rektor. Kongen med dronning Ingrid ved sin side stirrede med stenansigt på det uventede indslag, tv-kameraerne snurrede, og Finn Ejnar Madsen skrev sig ind i vores kollektive hukommelse som selve symbolet på ungdomsoprøret i 1968 og den indflydelse, oprøret fik på kulturen og livet i Danmark.
Anden gang, det skete, var i begyndelsen af november i år. På det tidspunkt havde de humaniorastuderende på Københavns Universitet kun lige indledt en blokade af gangen med rektors kontor, der skulle vise sig at vare ind i december. De protesterede over yderligere besparelser og sammenlægning af fag på humaniora, og nu, midt i årsfesten, stod Harald Toksværd, en religionsstuderende på 22 år, pludselig på talerstolen.
Han kendte alt til symbolikken i sin gerning, lod han forstå, da han med rolig stemme sagde:
