Krigsfilmen ’1917’ har vundet prisen Bedste Film ved prisuddelingen Golden Globe natten til mandag dansk tid.
Filmen, der handler om Første Verdenskrig, slår således en række stærke konkurrenter såsom ’Joker’, ’The Irishman’ og ’Marriage Story’.
Fakta
Vindere ved Golden Globe
Filmens instruktør, britiske Sam Mendes, vinder desuden prisen som Bedste Instruktør.
»Det er en stor overraskelse«, lød det efterfølgende fra Mendes.
Også filmen ’Once Upon a Time ... in Hollywood’ løb med en af aftenens hovedpriser, nemlig prisen for Bedste Komedie eller Musical samt to andre priser.
Streamingtjenesten Netflix’ film, hvis nomineringer havde vakt stor opsigt i opløbet til Golden Globe, blev til gengæld aftenens store tabere.
Netflix-favoritter tabte
Både ’Marriage Story’ og Martin Scorceses ’The Irishman’ var blandt favoritterne med henholdsvis seks og fem nomineringer.
Ved prisuddelingens begyndelse varslede aftenens vært, Ricky Gervais, ellers, at det ville blive en stor aften for Netflix.
»Alle ser Netflix. Dette show burde bare være mig, der kommer herud og siger: Godt gået, Netflix. I vandt. Men nej, vi skal igennem et show på tre timer«, sagde han ved showets begyndelse.
Men ’Marriage Story’ måtte nøjes med prisen for Bedste Kvindelige Birolle til Laura Dern. Og ’The Irishman’ måtte gå tomhændet fra prisuddelingen.
Mindre overraskende var det, at Joaquin Phoenix løb med prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle for sin præstation i filmen ’Joker’.
Prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle gik til Renée Zellweger for hendes præstation i ’Judy’.
Der var ingen danske film nomineret til en Golden Globe i år.
HBO-serien ’Killing Eve’ med danske Kim Bodnia i en større birolle var dog nomineret i kategorien for bedste dramaserie. Her løb serien ’Succession’ dog med sejren.
Australsk vinder udeblev
Skuespilleren Russell Crowe var ikke til stede ved prisuddelingen Golden Globe i Los Angeles, da han natten til mandag dansk tid blev udråbt som vinder af prisen Bedste Skuespiller i en Miniserie.
Det skriver The Guardian.
Han havde meldt afbud til prisuddelingen for at blive hjemme i Australien, som i disse måneder er hærget af voldsomme brande.
Russell Crowe, der er født i New Zealand og opvokset op i Australien, sendte i stedet en forberedt takketale.
»Tag ikke fejl, tragedien i Australien skyldes klimaforandringerne«, lød det i talen ifølge branchemagasinet US Weekly.
»Vi bliver nødt til at handle på baggrund af forskningen. Vi må bevæge vores globale arbejdsstyrker i retning af vedvarende energi og respektere vores planet for det unikke og fantastiske sted, den er«.
»På den måde vil vi alle kunne have en fremtid. Tak«.
ritzau
fortsæt med at læse









