Over en milliard knald på 20 år er det blevet til, 1,3 for at være præcis. Eller hvad der svarer til, at to samlejer begynder hvert eneste sekund. Det er de brandvarme tal fra spilgiganten ’The Sims’, der i disse dage kan fejre 20-års jubilæum og derfor har delt et par statistikker fra deres databaser.
Spillet udkom første gang i februar 2000, og lynhurtigt blev det digitale dukkehus en massiv succes, sidenhen er det blevet til fire primære spiludgivelser og et hav af udposninger og udvidelser. Det er et strategisk simulationsspil, som grundlæggende går ud på at lave, observere og styre de såkaldte simmere. Virtuelle mennesker, der, helt ligesom deres kødelige skabere, har behov, evner og drømme, om end lidt simplere kodet end vores tusindårshjerner.








