KIM SKOTTE OM FILM: ’En helt almindelig familie’. Instr. Malou Reymann. Biografpremiere 20. feb.
Der bliver vendt op og ned på en families liv, da Emmas far, Thomas, en dag fortæller, at han er transkønnet. Den debuterende instruktør Malou Reymann kender selv til problematikken og fortæller historien ud fra datterens synspunkt. Hendes historie bør være i gode hænder med Mikkel Boe Følsgaard i den krævende rolle som Thomas, der springer ud på det dybe.
JOAKIM GRUNDAHL OM TV-SERIER: ’Hunters’. Amazon Prime. Fra 21. feb.
Man havde egentlig glemt ham lidt, eller i hvert fald pensioneret ham som falleret stjerne med opspilede øjne i dårlige tv-film, men med Martin Scorseses ’The Irishman’ fik Al Pacino overbevist de fleste om, at der stadig er spyttende drama i den hæse stemme. I tv-serien ’Hunters’ kan man teste, om han virkelig er genopstået, når han indtager hovedrollen i historien om en gruppe nazijægerne i 1970’ernes New York, hvor prominente naziofficerer lever i skjul, mens de planlægger etableringen af Det Fjerde Rige i USA.









