Nuttede dyr får klikfingeren til at krible. Alle, der har set en kattevideo eller noget med hundehvalpe, pandaer, nærmest et hvilket som helst lille dyr med masser af pels, ved det.
Også Arnold Schwarzenegger. Manden, der blev verdensberømt som ’The Terminator’ og siden guvernør i Californien, er i sine mere rolige dage som 72-årig ekspolitiker blevet lidt af en hyggeonkel. Af den slags, der har sin minipony Whiskey og sit kæleæsel Lulu med ind i sit køkken-alrum.
Og med sin erfaring fra både Hollywood og det politiske etablissement ved han om nogen, hvordan man kommunikerer til masserne.
Det kan man bevidne i en ny video, som den østrigskfødte heman har delt via Twitter for at komme med gode råd i en tid, hvor coronavirus hærger verden. Her handler det alvorlige budskab om, at ældre mennesker med svækket immunforsvar bør holde sig hjemme.
»Lyt til eksperterne. Ignorer tåberne. Vi kommer igennem det her sammen«, siger han til sine 4,4 millioner følgere, mens han klapper og krammer sine to kæledyr.
Schwarzenegger postede videoen, lige efter at Los Angeles’ borgmester søndag annoncerede, at byens barer, klubber, restauranter, træningscentre og biografer lukker for at mindske spredningen af coronavirus.
»Vi spiser bare sammen med Whiskey og Lulu og har det hyggeligt og lader os underholde«, siger en klukkende Schwarzenegger.
»Bliv du hjemme«, råder han og stikker kæledyrene en gulerod.
Videoen er i skrivende stund allerede blevet afspillet mere end 8,6 mio. gange.
Arnold Schwarzenegger er ikke den eneste megastjerne, der bruger sin popularitet til at sprede vigtige forholdsregler vedrørende coronavirus.
Også popstjernerne Taylor Swift, John Legend og Lady Gaga (der har svimlende 39,8 millioner følgere på Instagram) har på sociale medier delt budskaber om at blive hjemme og holde sig på afstand af ældre for at undgå smittespredning.







