Med millioner af mennesker på internettet for at arbejde eller studere hjemmefra – eller bare søge på opdaterede corona-informationer eller ringe til mormor – er trykket på nettet nu så heftigt, at Netflix skruer ned for den tekniske kvalitet i Europa.
Det sker for at undgå, at nettet bryder sammen, skriver BBC.
Beslutningen er truffet, efter at EU-kommissæren for EU-anliggender og indre marked, Thierry Breton, opfordrede de store streamingtjenester til at skrue ned fra hd til standardkvalitet, når de sender film og serier.
Også Facebook-chef Mark Zuckerberg har erkendt, at der kan opstå en gigantisk stigning i netforbruget, i takt med at millioner sendes hjem, overladt til familie, eget selskab – og tjenester på nettet. Ifølge Facebook-chefen er antallet af opkald og videoforbindelser på tjenester som Messenger og WhatsApp nu dobbelt så højt som normalt.
Selv en ophedet nytårsaften med glade midnatshilsner kloden rundt er ifølge Mark Zuckerberg for intet at regne mod det netforbrug, som den aktuelle coronapandemi aktuelt har affødt.
Internetnedbrud vil have uoverskuelige konsekvenser
Bag EU-kommissærens opfordring til private og selskaber om at droppe hd, når det ikke er nødvendigt, lå et scenarie, ingen har lyst til at forestille sig: Konsekvenserne af en verden overladt til pandemi og isolation og uden digital forbindelse er uoverskuelige.
Breton roste efterfølgende Netflix for at tage hurtigt affære. En times streaming i sd-kvalitet bruger 1 gigabyte data, mens hd-kvalitet bruger op til tre gange så meget.
Netflix’ topchef, Reed Hastings, har da også haft møde og planlagt flere møder med Breton, ligesom Netflix ifølge CNN har understreget, at man allerede er i gang med at tilpasse kvaliteten efter behov.
Normalt vil enhver forbruger efterlyse den optimale kvalitet, men Thierry Breton advarer imod alternativet: at den netbårne kommunikation bryder sammen.
fortsæt med at læse








