Komikeren Tim Brooke-Taylor, der bl.a. var med til at bane vejen for Monty Python, er død som følge af smitte med coronavirus.

Dødsfald: Han skulle have været advokat, men blev en af Storbritanniens sjoveste mænd

Foto: Stephen Hird/Ritzau Scanpix
Foto: Stephen Hird/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det var egentlig meningen, at Tim Brooke-Taylor, der døde søndag i en alder af 79 år efter at være blevet smittet med coronavirus, skulle have været advokat som sin far.

Men i stedet førte jura-studierne på Cambridge University ham ind i universitetets teaterklub, Footlights, og videre til en karriere som komiker.

I teaterklubben mødte han bl.a. John Cleese og Graham Chapman, der senere dannede Monty Python – samt ikke mindst Graeme Garden og Bill Oddie, med hvem han skabte det legendariske tv-komedieshow The Goodies, der kørte i 12 år mellem 1970 og 1982 på bl.a. BBC.

Den strikkede flag-vest

Showet, som vandt Sølvrosen for en specialepisode ved tv-underholdningsfestivalen i Montreux i 1972, var en blanding af sketches, situationskomedie og slapstick.

Ofte med et surrealistisk twist, som når de tre komikere kørte rundt på en trepersoners cykel for at gøre gode gerninger.

Tim Brooke-Taylor optrådte ofte som en karakter i strikket vest med motiv af det britiske flag, der stoppede op for at fremsige patriotiske sætninger med ’Land of Hope and Glory’ i baggrunden.

»Man er nødt til at have en højreorienteret, nykonservativ tosse med, og med mit navn tror jeg ikke, man kan spille den revolutionære«, sagde han i et interview i 2005.

Begyndte på radio

Inden Tim Brooke-Taylors komiske talent bragte ham på briternes skærme, var han morsom på radio.

Karrieren i Cambridge Footlights-revyen førte ham nemlig i 1964 til BBC, hvor han både skrev sketches og deltog i løjerne i programmet ’I’m Sorry, I’ll Read That Again’.

Netop personkredsen fra denne tidlige radiokomik udviklede senere tv-shows som The Goodies og Monty Python’s Flying Circus.

Tim Brooke-Taylor blev i 2011 hædret af Prins Charles med en Order of the British Empire.


Dorthe Lønstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her