Som mange andre museer verden over har Monterey Bay Aquarium i Californien været lukket siden midten af marts.
Da alle medarbejdere stadig er på arbejde for at tage sig af de mange levende dyr, har man valgt at lave nogle alternative rundvisninger for fiskeglade fans, der skal blive hjemme. Nemlig ved at lade de ansatte fortælle om de mange fisk og havdyr, man kan finde i et fiktivt museum i det nye Nintendo-spil ’Animal Crossing: New Horizons’.
Det skriver Polygon.com.
Efter at have ladet akvariets mange eksperter lege med ’Animal Crossing: New Horizons’ på spilstreamingsiden Twitch har man nu også indgået et samarbejde med Chicago Field Museum for også at kunne give folk en virtuel rundvisning i museets fortidshistoriske afdeling.
»Et af hovedelementerne i ’Animal Crossing’ er at samle og katalogisere dyr og fossiler fra din ø til øens museumskurator, uglen Blathers. Så spillet er, som vi spiller det, en naturhistorisk museumssimulator«, siger akvariets talsperson Emily Simpson til Polygon.
»Og når de fleste virkelige institutioner er lukket, er det her en anderledes virtuel måde at skabe den eskapisme, der ellers er det, museer og akvarier normalt gør hver dag. Når vi spiller ’Animal Crossing’ er det lidt som at være tilbage med gæsterne i vores museumsgange«, fortsætter hun.
Bygger på virkelig viden
De fleste fossiler og fisk, man som spiller kan finde på sin lille ø og vise frem til andre besøgende spillere, er baseret på virkelig viden og rigtige fossiler.
Blandt andet fortæller fossilekspert Emily Graslie fra Chicagos Field Museum i Twitch-rundvisningen, at det tyrannosaurus rex-skelet, der er udstillet på museet i ’Animal Crossing’, faktisk er baseret på et af de mest velbevarede skeletter, man har fundet af dinosauren i den virkelige verden.
Eksperten selv er dog mere imponeret over, at hun også kan tale om mindre kendte reptiler som dimetrodonen, der var en slags forløber for pattedyrene og altså også menneskerne.
Kunst i ’Animal Crossing’
Det er langtfra kun det amerikanske akvarium, der har fået den ide at lave kunst og kultur i det nye Nintendo-spil.
Det britiske museum for bondeliv har også fået spillere til at bidrage til samlinger ude i den virkelige verden gennem spillet.
Flere spillere har også genskabt rigtige kunstværker og inviteret andre til at komme og se deres kreationer. En af de helt centrale funktioner i spillet er nemlig, at man kan rejse rundt og se hinandens øer, som man bygger op over tid.
Blandt andet har en spiller genskabt Marina Abramovićs værk ’The Artist is Present’
fortsæt med at læse








