I mangel på annoncører og med et voksende behov for at holde humøret og modet oppe sender kunstnere og designere i New York budskaber om taknemmelighed og håb til deres medborgere på storbyens mange billboards.

Kunstnere sender hilsner til trængte newyorkere med cononakunst på byens billboards

'Kærlighed i coronaens tid' lyder teksten på illustrator, forfatter og kunstneren Maira Kalmans hilsen til New York med en i disse uger hyppigt anvendt omskrivning af titlen på romanen 'Kærlighed i koleraens tid' af Gabriel García Márquez. Foto: Ian Douglas
'Kærlighed i coronaens tid' lyder teksten på illustrator, forfatter og kunstneren Maira Kalmans hilsen til New York med en i disse uger hyppigt anvendt omskrivning af titlen på romanen 'Kærlighed i koleraens tid' af Gabriel García Márquez. Foto: Ian Douglas
Lyt til artiklen

I mere normale tider er det svært – eller i hvert fald kostbart – at få plads på et af New Yorks flimrende billboards. Men i disse tider, hvor kun få annoncerer, er en kreds af kunstnere, designere og et lokalt museum gået sammen om at bruge storbyens talrige reklamepladser til budskaber af en noget anderledes slags.

Fra de store skærme på facaderne af bygningerne rundt om Times Square og til New Yorks fjerneste afkroge vil værker og hilsner fra mere end 20 kunstnere og designere lyse op i de kommende dage og uger.

Færre end normalt vil selvsagt kunne se dem – bortset fra måske fra deres vinduer og på deres korte ærinder i gadehøjde. Men på en måde vil byen alligevel være en lille smule mere om ikke befolket, så dog besjælet. Over deres hoveder vil newyorkerne i stedet for reklamer se kunstværker med taksigelser til de faggrupper, som holder biksen kørende og tager sig af de syge. Samt opfordringer til fortsat at passe på sig selv og hinanden.

Hvert af de i alt 1.774 billboards er stillet gratis til rådighed for denne happening, som er blevet til i samarbejde mellem kunstprojektet Times Square Arts og New York-museet Poster House samt kunstnere og designere som Milton Glaser, Maira Kalman og Debbie Millman.

Håbet er, siger direktøren for Times Square Arts, Jean Cooney, »at sende et højlydt budskab gennem hele byen og kloden rundt – en tak til de essentielle faggrupper, som med fare for deres eget liv kæmper for at sørge for newyorkerne«.

Men også, tilføjer hun, »at signalere, at vi som by og som land viser os modstandsdygtige og forhåbningsfulde, mens vi kommer os oven på denne enestående krise«.

Nils Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her