Fra min altan ser jeg naboens syren springe ud. Jeg lukker øjnene et øjeblik, og da jeg åbner dem igen, er de hvide blomster allerede brutalt brune i toppen. Jeg har en stærk trang til at skrive noget om syrenerne, der blomstrer og afblomstrer, muligvis bare for at pine mig med deres alt for tydelige symbolik år efter år.
Jeg kunne også skrive om anemonerne, bøgen eller boblerne i bækken, men syrenerne stod der lige for et øjeblik siden, som de står der hvert eneste år og skriger deres lilla skønhed og velduftende »husk, at du skal dø!« ud i min nærhed. Og igen i år kom de bag på mig. Igen i år formåede jeg ikke at leve op til syrenernes alt for intense carpe diem. Igen i år udsatte de mig for det gruppepres, det er at skulle nyde livet. Måske en dag vil det lykkes mig at penetrere foråret, og så vil dets skønhed og mean girl-løfter om lethed og lykke måske ikke kun være verdens største reminder om, at jeg og verden bøvler med at være samme sted. Usamtidigheden findes.
