I sidste uge lagde den 32-årige skuespiller Ali Sivandi en video op på sin Instagram-profil. Han havde filmet en mand i lyserødt tøj og høje hæle og med fuldskæg, som gik på den modsatte side af gaden.
»Habibi! Jeg har Mach 3-skrabere til dig. Fashion week er ødelagt!«, råbte Ali Sivandi ad manden på videoen, som blev delt på skuespillerens Instagram-story med over 56.000 følgere.
Den forbipasserende, som Ali Sivandi råbte efter, var den 25-årige norske arkitektstuderende Aleksander Aarstad. Han siger til DR, at han flyttede fra Norge til København i jagten på større diversitet og muligheden for at gå i det tøj, han har lyst til at gå i.
Han anser Ali Sivandis tilråb som homofobiske og ønskede, at videoen blev fjernet. Et krav, der tilsyneladende blev efterkommet, da videoen blev fjernet dagen efter.
»Det er ærgerligt, at han (Ali Sivandi, red.) bruger sin platform med mange følgere til at håne andre mennesker. Og dermed lære andre mennesker, at det er i orden – for det er det ikke«, sagde Aleksander Aarstad i radioprogrammet ’Shitstorm’ i lørdags.
Kort efter at Ali Sivandi havde lagt storyen op, blev kommentarsporet på hans øvrige opslag bombarderet af andre brugere, der slog kæder af det regnbuefarvede pride-flag op. En kærlig modreaktion, der blev igangsat af Aleksanders ven Elijah.
»Det var smukt. Det gjorde mig så glad, for jeg føler mig tit alene, men her kunne man tydeligt mærke et sammenhold fra queer-miljøet, der støttede op«, siger Aleksander Aarstad til TV 2.
Aleksander Aarstad understreger, at han ikke er vred over videoen, men han håber, at episoden kan få andre til at sige fra, hvis de bliver udsat for chikane.
»Jeg er glad for, at det skete, for det satte gang i en række tanker – både om, hvad mange i min situation bliver udsat for, og hvordan vi deler ting af hinanden på de sociale medier«, siger han til TV 2.
Tankeløs handling
Både DR og TV 2 har forsøgt at få Ali Sivandis side af historien, men han har ikke besvaret deres henvendelser. Han skrev dog en undskyldning på sin Instagram-story i går:
»Jeg har i dag sendt en personlig undskyldning til Aleksander, som jeg filmede og lagde op på min Instagram. Jeg undskylder oprigtigt for at have råbt ad ham. Det var ikke min mening at såre ham«, skriver skuespilleren, der kalder episoden tankeløs.
»Derfor vil jeg opfordre alle andre til ikke at dumme sig, som jeg gjorde. Alt er love – også selv om det overhovedet ikke er kommet til udtryk sådan«, afslutter skuespilleren.
fortsæt med at læse









