Politiken har samlet to af sine skarpeste politiske iagttagere til at udlægge teksten i dansk politik. Hver torsdag inviterer politisk kommentator Kristian Madsen og vært Bo Søndergaard lytterne med ind i deres samtale om tre vigtige politiske begivenheder, som det er helt umuligt at komme uden om.
Ikke kun det, de taler om i nyhederne, men også alt det, der sker, når man ikke kigger efter, forklarer de.
»Vi skriver en hel masse i vores artikler om dansk politik, men der er også alt det, vi snakker med hinanden om udenfor avisens spalter, som måske er sjovt, men også betydningsfuldt, og som faktisk siger meget om, hvor magten er ved at rykke hen«, siger Kristian Madsen.
I en enorm nyhedsstrøm om politiske udmeldinger, samråd, høringer, udspil, forhandlinger, pres og provokationer vil ’Madsen & Magten’ pege på det, der er værd at holde øje med.
»Vi taler om de ting, vi ikke kan lade være med at tale om. Og så gør vi det på en måde, så lytterne forhåbentligt føler, at de er i godt selskab, hvor der også er plads til at grine«, siger Bo Søndergaard.
Som mælk på dine havregryn
Bo Søndergaard har arbejdet med politisk journalistik i 25 år og beskriver sig selv som et godt modstykke til Kristian Madsen, der har en helt anderledes og dyb indsigt i, hvordan der bliver lavet politik i Danmark, fortæller han.
»Jeg har mit bud på tingene, men Kristian har jo et livs erfaring med at forstå politik. Han kan noget, som andre ikke kan«, siger Bo Søndergaard. Og den udlægning er chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane helt enig i.
»Kristian Madsen er som mælk på dine havregryn om morgenen. Helt nødvendig for at få dansk politik til at glide ned, hvor man sidder tilbage mæt, oplivet og klogere på, hvorfor politikerne egentlig siger det, de siger. Hvis man er bare det mindste interesseret i politik, vil den nye podcast ’Madsen & Magten’ blive stærkt vanedannende med Bo Søndergaard som vært og Kristian Madsen, der er Danmarks skarpeste politiske kommentator«, siger hun.
Når Kristian Madsen selv skal sætte ord på den nye podcast, fortæller han, at den vil trække politik ud af de indøvede udmeldinger og indramme, hvad der faktisk sker.
»Det lyder måske mærkeligt at sige, at vi forklarer, hvad der i virkeligheden foregår. For virkeligheden er jo det, der sker. Men der er ofte bevægelser i politik, som man kun ser, hvis man holder øje og iagttager politik«, siger Kristian Madsen.
I dagens udsendelse taler Bo Søndergaard og Kristian Madsen om afhøringerne af Inger Støjberg i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, om den bølge af popularitet, som Mette Frederiksen rider på, og hvad i alverden der foregik, da Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor, fik tilladelse til at udlede urenset spildevand i Øresund.
’Madsen & Magten’ varer 30 minutter og udkommer hver torsdag. Du finder den i Politikens Podcast-app.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter