Brugere på Twitter kritiserer Madonna for hendes respons på drabet på den afroamerikanske sikkerhedsvagt George Floyd.

Madonna får kritik for useriøs 'støtte' til politidræbt mand

Foto: Mogens Flindt/POLFOTO
Foto: Mogens Flindt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Madonna er kommet i modvind for at uploade en video af sin 14-årige adoptivsøn Banda, der danser til Michael Jacksons nummer ’They Don’t Care About Us’.

Kritikken går hverken på Bandas dansetrin eller sangvalget, men at den 61-årige megastjerne uploadede videoen som et minde og hyldest til George Floyd, en afroamerikansk sikkerhedsvagt, der i mandags døde i byen Minneapolis under en voldelig politianholdelse, og som har skabt fornyet debat og forargelse om racistisk politivold i USA.

George Floyd døde på hospitalet, efter en politimand ved hans anholdelse knælede på hans hals i over otte minutter, mens Floyd flere gange udtrykte, at han ikke kunne få luft.

Madonnas respons på den betændte og følsomme episode er af mange brugere på Twitter blevet anset som upassende og akavet.

»Der er ingen, der har bedt om Madonnas holdning. Ikke en eneste. Der er sket en stigning af uprovokerede fejl fra kendte personer i denne måned«, skriver den politiske journalist April Ryan.

Flere brugere har med ironisk distance ’takket’ Madonna for at gøre op med racisme, mens andre slet og ret har bedt hende om at »holde kæft«.

Andre sammenligner hendes opslag med realitystjernen Kendall Jenners omtalte Pepsi-reklame fra 2016. I reklamen opløste Jenner en gadedemonstration ved at række en hvid politibetjent en Pepsi-dåse og give ham en highfive.

Kritikere dengang udskammede reklamen, fordi den tilegnede sig videomateriale fra aktivistbevægelsen Black Lives Matter. En bevægelse, som i 2013 blev grundlagt, efter at den afroamerikanske teenager Trayvon Martin blev dræbt af en hvid politimand i Florida.

George Floyds død i mandags har opildnet til massive og voldsomme demonstrationer i Minneappolis og andre steder i USA.

Folk er siden i mandags gået på gaden i protest mod den gennemgribende politivold mod afroamerikanere, som i mange tilfælde har været med døden til følge.

Dansevideoen er ikke det eneste opslag på sociale medier, som Madonna er blevet kritiseret for.

I marts blev hun udskammet for i en video på Instagram at kalde coronavirus for »den store udligning«, mens hun lå i et badekar fyldt med rosenblade.

Jóhann Thór Haahr Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her