Jeg tænker meget på Leucochloridium paradoxum. Redaktøren har opfordret mig til at skrive en klumme, der flugter med avisens store sommernaturtema. Og mens jeg prøver at tvinge tankerne i retning af en klumme, der kan favne skønheden ved bladet på den mindste nælde og alvoren i det økologiske kollaps, vi står over for, ledes min ufrivillige opmærksomhed hele tiden mod eksistensen af en parasitær fladorm med navnet Leucochloridium paradoxum, som har det med at flytte ind i snegles øjne. Der ligger Søren Snegl helt sød og dum og tryg i sit hus, indtil fladormen borer sig vej op i hans øjne på stilke og begynder at pulsere på en måde, der får dem til at ligne grønne diskolys. Lysglimtene tiltrækker selvfølgelig fuglene, der spiser Søren S., og på den måde får den strategiske fladorm mulighed for at forplante sig inde i fuglen.
Eller hvad med hvepsene, der lægger æg i levende kålorme, der så bliver opgumlet indefra, når hvepselarverne udklækkes? Nogle hvepse er ligefrem ’hyperparasitære’, hvilket vil sige, at de bodysnatcher de andre bodysnatcher-hvepses afkom. Og så er der dovendyrene. Har man nogensinde set noget sødere end disse slo-mo-livsnydere, der har det kæmpestore problem, at de lider så frygtelig af forstoppelse, fordi selv fordøjelsessystemet på denne evolutionært udfordrede zenmester fungerer så ulidelig langsomt. Det betyder, at over halvdelen af alle dovendyr bliver spist af rovdyr, når de en enkelt gang om ugen er tvunget til at bevæge sig ned fra de trygge trækroner for at føde en lort, der vejer cirka en tredjedel af deres egen kropsvægt. Tak for kaffe, Moder Jord.
