0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næseabernes erigerede og ildrøde penisser kom i vejen, da skribenten ville hylde naturen

Diskolysglimtende snegleøjne og næseabepenisser. Eva Eistrup ville gerne skrive en smuk klumme om skovens guld eller himlens fugle, men ind væltede det med eksempler på Moder Jords syge form for humor.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg tænker meget på Leucochloridium paradoxum. Redaktøren har opfordret mig til at skrive en klumme, der flugter med avisens store sommernaturtema. Og mens jeg prøver at tvinge tankerne i retning af en klumme, der kan favne skønheden ved bladet på den mindste nælde og alvoren i det økologiske kollaps, vi står over for, ledes min ufrivillige opmærksomhed hele tiden mod eksistensen af en parasitær fladorm med navnet Leucochloridium paradoxum, som har det med at flytte ind i snegles øjne. Der ligger Søren Snegl helt sød og dum og tryg i sit hus, indtil fladormen borer sig vej op i hans øjne på stilke og begynder at pulsere på en måde, der får dem til at ligne grønne diskolys. Lysglimtene tiltrækker selvfølgelig fuglene, der spiser Søren S., og på den måde får den strategiske fladorm mulighed for at forplante sig inde i fuglen.

Eller hvad med hvepsene, der lægger æg i levende kålorme, der så bliver opgumlet indefra, når hvepselarverne udklækkes? Nogle hvepse er ligefrem ’hyperparasitære’, hvilket vil sige, at de bodysnatcher de andre bodysnatcher-hvepses afkom. Og så er der dovendyrene. Har man nogensinde set noget sødere end disse slo-mo-livsnydere, der har det kæmpestore problem, at de lider så frygtelig af forstoppelse, fordi selv fordøjelsessystemet på denne evolutionært udfordrede zenmester fungerer så ulidelig langsomt. Det betyder, at over halvdelen af alle dovendyr bliver spist af rovdyr, når de en enkelt gang om ugen er tvunget til at bevæge sig ned fra de trygge trækroner for at føde en lort, der vejer cirka en tredjedel af deres egen kropsvægt. Tak for kaffe, Moder Jord.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere